Om

Det hele begyndte tilbage i 2021, hvor Thomas blev far til en lille datter. Som mange nybagte forældre ønskede han at dele de små, betydningsfulde øjeblikke – de første smil, de små skridt og de hverdagsstunder, som hurtigt bliver til dyrebare minder – med familien, der boede spredt i Jylland og på Fyn.

Mulighederne for at dele billeder og videoer var mange: Facebook Messenger, Dropbox, Google Drive – listen fortsætter. Men alle havde den samme grundlæggende udfordring: dataen var ikke nødvendigvis hans egen. Hvem ejede egentlig billederne, når de først lå der? Og hvad skete der med dem om 5 eller 10 år? For slet ikke at nævne, at de fleste af løsningerne manglede den sociale dimension – muligheden for at kommentere, reagere og være en del af samtalen. Dropbox og Google Drive fungerede fint til at uploade filer, men de gav ikke den varme, interaktive oplevelse, hvor familie og venner kunne følge med og give deres reaktioner.

Thomas havde gennem sin karriere bevæget sig dybt ind i teknologiverdenen. Senest som CTO hos LendMe, hvor han var med fra opstarten og hele vejen til virksomhedens salg i 2022. Med den erfaring i bagagen, og en solid teknisk værktøjskasse, begyndte han at bygge sit eget system – skræddersyet til netop det behov han og mange andre forældre stod med. Resultatet blev Wonders.

Hvad er Wonders?

Wonders er et bevidst anderledes medie. Et anti-socialt medie, om man vil. Her er det ikke algoritmer eller reklamer, der bestemmer, hvad du ser – men de mennesker, du aktivt vælger at invitere ind i dine øjeblikke. Du kan ikke bare “følge” hvem som helst; du skal inviteres. Det betyder, at det indhold du ser, altid er relevant, personligt og trygt.

Wonders er skabt til at dele de små og store øjeblikke af ens vidundere – det kan være ens børn, en længere rejse, et bryllup eller en anden særlig begivenhed. Det er ikke et sted til polerede billeder med filtre eller jagten på likes. Det er et sted til ægte, ufiltrerede glimt af livet, som det ser ud, når det leves.

Fokus er enkelt: Det skal være nemt at dele – og trygt at gøre det – med de mennesker, der betyder noget for dig.

Hvad er et space?

Et space er kernen i Wonders. Tænk på det som en privat tidslinje, hvor kun inviterede personer kan følge med. Du kan oprette dit eget space, invitere lige præcis dem, du ønsker, og helt selv styre, hvem der kan bidrage med nyt indhold. Det giver fuld kontrol over både dit publikum og det, der bliver delt.

Du kan være med i ét space eller i hundrede – det er helt op til dig. Måske har du et space til familien, et til vennegruppen, et til bryllupsplanlægningen og et til kollegaernes interne hygge. Hvert space har sit eget liv og sin egen atmosfære, og det er altid dig, der bestemmer, hvem der er med på rejsen.